Forliset og de efterladte

Forliset 9. december 1951 – En hollandsk sandpumper sendte nødsignaler, og redningsfolkene på redningsstationen i Hvide Sande besluttede at gå ud, selvom stormen den dag var en af de værste i mands minde. Da redningsbåden med otte mand ombord fik kontakt med besætningen på det hollandske skib, blev det opklaret, at hollænderne ikke var i rigtig havsnød; de kunne ikke manøvrere, fordi de manglede kul og ikke havde radiokontakt.

I redningsbåden rådslog man. Det var risikabelt at sejle ind igen, men det var heller ikke fristende at blive liggende i den voldsomme sø i mange timer. Mændene besluttede at gøre forsøget, og i lang tid gik det godt, men kort før båden nåede havneindsejlingen, blev den ramt af en voldsom brådsø og kæntrede. Da båden drev ind på Hvide Sandes sydstrand, var det med kølen i vejret.

Tre medlemmer af besætningen havde haft held til at trække sig op på kølen, men fem savnedes. Snart drev de fem livløse i land. På stranden begyndte genoplivningsforsøg, men da ambulancerne fra Ringkøbing Sygehus nåede frem, var flere af de kæntrede stadig livløse. På Ringkøbing Sygehus blev de fem mænd, alle familiefædre, erklæret for døde. En af de værste redningsulykker i Danmarkshistorien var en uafvendelig realitet og Hvide Sande var i sorg.

Jens Peter Madsens fortælling om forliset bygger på samtaler med en af de efterladte, Kristen Mose Enevoldsen, hvis bror var med i redningsbåden på sin første opgave. Den bygger også på en beretning ved Kristens søn, Anders Chr. Enevoldsen, i bogen "Medløbende Sø", der handler om ulykken.

Kristen overtog siden broderens plads og senere blev han redningschef i Hvide Sande. Kristen Mose Enevoldsen var også manden der drog til søfartsstyrelsen i København og påviste samt påtalte at redningsbåden MR21 ikke var bygget til sejlads i Vesterhavet. Det endte med at Hvide Sande fik bevilget et nyt, robust og moderne redningsfartøj.

Et forpligtende fællesskab

– Hvorfor har forliset stadig noget at fortælle os i dag?

Jens Peter Madsen: Det er et godt eksempel på det ansvar, den pligt, vi har over for hinanden som mennesker, også 

selv om vi ikke er direkte forbundet gennem familie, nærtstående, nationalitet, tro eller race. Det kan som i dette tilfælde være en pligt, som er bundet op af fællesskabet i erhvervet, livet på søen eller troen på en gud, som rummer et forsyn og en mening, som står over os som enkeltindivider.

Vi er i grunden langt mere fælles og sociale, end vi som moderne mennesker forestiller os og tror. Og det er godt at tænke på, når vi vil imødegå mange af de uheldige konsekvenser af individtænkningen; ensomhed, stress, fremmedfobi, depression, angst.

Når vi stoler mere på fællesskabet, fortællingen og samtalen, så får vi mange flere muligheder, også som individer.

Ulykken er historie nu og vilkårene var meget anderledes den gang, men det er en anledning til at blive klogere på livet og dets udfordringer.

– Hvad tænker du om de efterladte fra forliset i 51?

Jeg er for tiden meget optaget af de spor, som tragedier og store tab sætter i den næste generation. De er jo ikke direkte berørt, men arver de mon savnet, sorgen, angsten eller vreden? Og hvilken rolle spiller det for den måde de vælger at leve på i dag?

Jeg tror ikke, der er familier i Hvide Sande, som ikke har mistet en eller flere nære til havet og kampen for at bjærge føden på havet. De kan ikke snakke historie uden at snakke om den eller hin far, bedstefar eller oldefar, som blev derude. Jeg husker Kristen Mose Enevoldsens fortælling om, hvordan han hjalp et tysk forældrepar med at finde deres søn, som forsvandt på fjorden. Hvordan de gik rundt på havnen og sørgede og ventede på at få ham med hjem, selv i død tilstand. Og politimesteren, som overgav sig og bad Kristen om at sende en bøn til Gud om at bringe drengen hjem – og at det lykkedes.

– Fortæl om mødet med Kristen Mose Enevoldsen!

Kristen Mose Enevoldsen

Ja, men det var som et eventyr at træde ind i hans hus. Så grundfæstet en stabilitet på familiens jord og ejendom. 

Her har han bygget sit eget hus til hustru og børn. Jeg følte mig helt salig, da jeg sad der i hjørnet ved køkkenbordet, ved den plads som var og er hele hans liv og verden - og han inviterede os ind i det hele uden nogen forbehold. Hans stærke tro på dåben og pagten med gud er rørende og gribende og kalder på respekt og anerkendelse.

– Genkender du dig selv i Kristen Mose Enevoldsen?

Nej, slet ikke mig selv, men min farmor og bedstemor, som også var seje og hårdtarbejdende småkårsfolk, som havde gjort det godt, og som var tro mod deres gud og deres eget jordeliv.

- Hvad tænker du om Kristens sejtræk med ministeriet om den fejlkonstruerede redningsbåd og hans efterfølgende sejr?

Det var redningsmanden af liv og sjæl. Han fik det fra sin far, at det, vi som redningsfolk har ansvaret for, det skal være ordentligt og rigtigt. Og vi hviler så meget i os selv, i vores egen viden og erfaring, at ingen skal binde os noget på ærmet, fordi de vogter på stilling og status.

– Hvad tænker du om redningsfolkene og deres tradition?

Traditionelt vil mange tænke, at den bærende tanke er denne: I dag er det dig som er i nød, og i morgen er det måske mig. Det er i min forståelse en forsimplet tanke. Man kan simpelthen ikke tænke på sin egen mulige ulykke, når man kaster sig ud i søerne for at hjælpe andre. Der må man tro på, at man selv kan klare det. Man må kaste angsten over bord.

Det handler i min forståelse om noget basalt menneskeligt, som er, at vi først og fremmest tænker i fællesskabets eller artens overlevelse, sådan nærmest per instinkt, og at vi først bagefter, når vi begynder at tænke og beregne, kan kalkulere os selv på bekostning af de andre. Jeg er meget inspireret af Tor Nørretranders bog "Vær Nær". Bogen belyser denne påstand med videnskabelige iagttagelser.

Lyt til fortællingen, imens du ser på billeder