Historiefortælling i indskolingen

Af Per Sharvin Knudsen

Jeg bruger historiefortælling på flere måder i mit møde med indskolingsbørn. (Jeg er pædagog i en folkeskole). Jeg har historier, som jeg har lært udenad og som har fået det liv levende historier fortjener.  De skal fortælles igen og igen, indtil jeg kan jonglere med dem som nuet tillader det. 

Og så er der de improviseret fortællinger. Hvor det for mig handler om at gribe det, som sker. Så jeg lader det sammenspil, jeg har med børnene og min egen fantasi, udvikle sig på bedst mulig måde.                          

 I den leg, så kan det ske, at historien simpelthen ikke fanger hverken mig eller børnene. Dér er børn jo ret hurtige til at vise med deres uopmærksomhed, at det ikke lige fanger dem. Og ærligt talt, så kan jeg selv mærke, at jeg ikke selv er fanget, ved ikke at have klare billeder på, hvor jeg er på vej hen i fortællingen. 

Det er en del af spillet. Fordi, når det så lykkedes at skabe denne improviserede fortælling, så kan jeg være helt ydmyg over, hvad dette fortællende fællesskab kan skabe af nærvær i en klasse. Særligt, at de lytter og er stille, men klar til at byde ind, hvis jeg fiskere efter “hvad sker der så?” eller “hvad skal pigen eller drengen hedde?” etc. 

I dag lykkedes det med sådan en fortælling, som tog udgangspunkt i en situation, hvor et barn fik lavet det ene puslespil efter det andet i en 0. klasse. Barnet sidder ved siden af mig, og så får jeg selv formuleret: “Du kan da komme i Guiness rekord bog for at være den bedste til at samle puslespil”. 

Så startede vi begge med at digte videre på, at der var en pige som elskede at samle ting i den rette rækkefølge, såsom puslespil (selv om det selvfølgelig ikke foregår i en nødvendigvis bestemt rækkefølge) eller madpakker. Leverpostegen ovenpå rugbrødet. Så mødte denne pige en dreng, der bedst kunne li at skille ting ad. Han lavede uorden set fra pigens vinkel, mens han havde det bedst med at skille ting ad og altså ikke samle et puslespil. 

Herfra opstod ideen om pigen, der til en skolefest kunne samle et puslespil på 100 brikker på 5 minutter foran hele skolen. Hvilket lykkedes, sjovt nok. Jeg havde spisetilsyn med 0.klasse. Jeg startede med at tage alle mine 10 fingre op i luften inden de spiste. Alle børn gjorde automatisk det samme. Så talte mine fingre ned, så de skulle ikke sige tallet højt, men kun lade deres fingre “tale”. (Så blev der ro inden de kunne åbne deres madpakker).

Det fungerede der. Og da pigen i fortællingen kun havde 10 sekunder tilbage at samle puslespillet i, så gentog jeg med at tage mine 10 fingre op i luften, hvilket alle børnene også gjorde, og vi hviskede at tælle ned fra 10 og selvfølgelig på 1, så havde hun samlet det til stor jubel både i fortællingen og iblandt børnene i klassen.

Et lille signal på, om historien er blevet hørt, er når der en lille smule stilhed efter at det sidste ord er blevet fortalt.