Lyngvig fyr og Vesterhavet

– Hvad er det for et sind, der tænker på bådflygtninge i en dansk turistattraktion?

Jens Peter Madsen: – Det voldsomme vejr og tragedierne i Ægæerhavet, hvor flygtninge, traumatiserede mænd, kvinder og børn, risikerer alt for at komme væk fra tragedierne i Irak, Syrien, Afghanistan. På det tidspunkt ændredes mediernes betegnelse fra flygtninge til migranter, underforstået folk, som bare ville have del i vores velstand. Og min egen dårlige samvittighed over at lukke øjnene. Hvad ville jeg gøre, hvis det nu var lige derude i de frådende bølger at der flød ramponerede gummibåde fyldt til

randen med desperate mennesker. Kunne jeg lukke øjnene?

– Hvorfor måtte du ind omkring fyret?

Det var en impuls. Så kunne jeg måske få øje på de steder, hvor jeg havde været den sommer i 1989 , hvor jeg ikke ville se realiteterne i øjnene - at min søster var døende. Jeg ville tage hensyn til alle, men svigtede alle og mig selv.

– Hvad er det med dig og Vesterhavet?

Jeg tror det har noget med min far at gøre. Han var en alvorsmand,

og han kæmpede for at få familie og arbejde til at hænge sammen. Han var ofte ked af det. Men en gang hver sommer skulle vi til Vesterhavet. Og så husker jeg det der med, at lige så snart vi havde parkeret bilen og alle vi børn myldrede ud, så kunne min far hurtigt smide tøjet, og så løb han råbende og jublende ned til havet og sprang i bølgerne. Det var et stærkt billede på liv og livsglæde, en sjælden gang. Jeg har det helt på samme måde, når jeg går ned til Vesterhavet, så er der noget tungt, som falder væk og letter. Jeg mærker det som et dybt suk, der fylder hele kroppen.