Tea Bendix og Svend Erik Engh ved en live-præsentation af "24 fortællinger fra folkedybet"
24 fortællinger fra folkedybet går nye veje som lydbog. Her er ingen oplæsning. Svend Erik Engh fortæller historierne lige ud af oplevelsen, næsten som dengang fortællingerne blev til – rundt om vikingernes bål, ved tingstedet, i markarbejdernes grøftekant eller i folkestuen på herremandens gods.
I fortællingerne optræder ofte en vis gammel kone, og somme tider Vorherre eller Fanden selv. Og hver gang de åbner munden, så taler de i en sjov nutidig Glostrup-dialekt med tilhørende udråb og tegneserielyde.
I sidste halvdel af 1800-tallet og starten af 1900-tallet blev mange af disse fortællinger indsamlet og skrevet ned af den samvittighedsfulde folkemindesamler Evald Tang Kristensen.
Svend-Erik Engh er, selvom han nu er bosat i Edinburgh, en af de toneangivende på den danske fortællescene. Han fortæller vikingehistorier, nordiske myter og skandinaviske folkeeventyr og sagn. Ud over at fortælle ved festivaler og på scener verden over, giver han fortælleworkshops i skoler og forsamlingshuse, vikingelege, vikingehistorier og myter om de nordiske guder.
De fleste af disse 24 fortællinger har fulgt Svend Erik Engh igennem 30 år som fortæller og som far til tre børn. De fandt naturligt vej til den engelsksprogede bog Danish Folk Tales udgivet i 2023 af det engelske History Press, illustreret af den danske tegner Tea Bendix.
Tea og tegningerne er fulgt med over i lydbogens univers, der lader os se på tegningerne, imens vi hører fortællingerne.
Tea Bendix er en årgang 1970 og multikunstner – forfatter, grafisk designer, illustrator og performer. Skaber visuelle fortællinger i bøger, på skærmen, i byrummet, i udstillingen og på scenen som koncerter og livetegning.
Tea er uddannet på Designskolen i Kolding, Linien for Grafisk Design og Illustration 1993, med afgang fra Danmarks Designskoles Institut for Visuel Kommunikation 1996 samt fra Forfatterskolen for Børnelitteratur på Center for Børnelitteratur 2001. Egen tegnestue siden 1998.

Fra bogen Danish Folk Tales strømmede fortællinger og tegninger naturligt videre til fortalte udgaver på dansk i denne lydbog udgivet på Storybox.dk.
