ISBN 978-87-975025-1-8
Katrine Kvik
None
Text
Lyd
15 Episoder
0% Ikke set endnu
Parat?
Katrine Kvik
Ude ved de store skove, der, hvor landet og skoven mødes, lå der engang et lille boelsmandshus. I det boede en lille familie og deres lille dreng, Åge. De havde lige fået ham …
2 Da det blev sommer, voksede de to børn til, og der i sommersolen stavrede Katrine rundt ude på gårdspladsen ved det lille hus. Men Åge var ikke kommet op at gå endnu …
3 Katrine var allerede langt inde i skoven sammen med kvinden, da Aage kom styrtende tilbage sammen med farmor. Han råbte og kaldte. Hun vendte sig om og vinkede til ham. Så gik de ind imellem træerne og forsvandt …
Katrine vågnede med et sæt. Hun var ikke helt klar over, hvor hun var. Om hun var i sin egen seng i det røde hus ved skoven. Men så mærkede hun den dér tunge duft af hule, af jord, af planter …
Katrine lå dér under buskene, hvor hun havde kastet sig ind under den vilde flugt. Hendes vejrtrækning var stadig urolig, hektisk, og hendes hjerte bankede. Hun vidste ikke, hvad det var, det, der var sket …
Efter den nat der i skovene fulgtes Katrine altid med Mørke Mis. Lige så snart hun forlod lysningen og havde gået en lille stund, så var den der, bagved hende, ved siden af hende, eller foran hende …
Det blev en rugende, smertefuld tavshed dér i huset, hos kvinden med de gode øjne. De har aldrig talt med hinanden, for kvinden havde ikke noget sprog …
Katrine stod der og så den matte lysstråle der kom ned igennem skorstenen og ramte et sted på ildstedet. Og hun hørte fluernes summen. Sådan havde hun aldrig hørt det før. Men det var også fordi der var så stille i rummet. Der var et eller andet …
Nu stod Katrine der og kiggede over mod hytten, bakken og stien. Alt var, som hun kendte det så godt, for hun var kommet der i snart mange år. Det var hendes hjem, og alligevel så var der noget fremmed og anderledes, noget som var forsvundet …
Katrine var på vej. Hjem, tænkte hun. Hjem til de to, som gennem mange år havde været hendes far og mor …
Aage var vågnet tidligt. Med en sær uro i kroppen. Lang tid før de skulle ud at passe arbejdet der på gården. Han var den første ude, og nu gik han rundt om laden og spejdede op mod skoven. For den dér uro, det var jo Katrine, som han ellers ikke havde tænkt på længe …
Katrine vågnede i kammeret ved siden af køkkenet, hvor de havde båret hende ind, da hun dagen før var faldet i søvn hen over bordet. Hun vågnede med et sæt …
Katrine var blevet alene hjemme, mens de andre gik ned til åen. For hun vidste, at det var nu, hun måtte afsted …
Katrine og Aage gik langs med åen. De havde set den deroppe fra træet, og de havde set, hvordan den snoede sig igennem alt det grønne, igennem skoven …
Om fortælleren
No Author Description