Fortælleren fra Vindbyholt

Af Karsten Mathiasen

Jeg har, siden jeg første gang for 25 år siden så en video med Karens Hansen som fortæller, ment at Karen Hansens efterladte fortællinger nærmest må betragtes som danefæ, altså noget som for enhver pris må bevares for eftertiden. Den opfattelse er jeg siden blevet bestyrket i, efterhånden som jeg har hørt et stadig stigende antal fortællere. Hun er bare svær at overgå.

Selv er jeg tilbageholdende med at kalde mig ”fortæller” her i nærheden af Vindbyholt, for jeg ved jo at de fleste tidligere har hørt Karen Hansen….

Jeg havde oprindeligt fantaseret om et helt museum over Karen Hansen virke som fortæller. Nu har vi da heldigvis fået en lokal mindestue, hvor vi kan holde hendes fortællerkunst i ære. (Også selv om, som det fremgår af mindebogen, Karen Hansen meget beskedent selv ikke ville betegne det som kunst, men som noget naturligt)

Jeg finder, at det  er meget lærerigt og inspirerende at høre Karen Hansen fortælle. Ikke alene bliver man en bedre fortæller af at høre hende. Man bliver også et bedre menneske, for hendes fortællinger rummer så megen etik, meneskekundskab og medfølelse, at man ikke kan undgå at blive påvirket af det.

Jeg er meget taknemmelig for, at Karen Hansens familie har bakket op om hele denne proces, og jeg er meget glad for at Torben Hansen gerne ville fortælle om sin mors virke med fortællinger, amatørskuespil og foredrag.  Det er spændende at høre,  hvordan det var at  være i elev i mors egen lille friskole og hvordan familien klarede sig økonomisk med faderen Viggo Hansens handelsvirksomhed, hvor alle måtte hjælpe til.