PLIGTEN BØD
er en fortælling i fire dele om pligten til at komme nødstedte til undsætning. Det er også en del af indskriften på en mindesten ved Nørre Lyngvig Kirke for fem omkomne redningsmænd. De mistede livet i en redningsaktion den 9. december 1951.
Historien om dette forlis blev indgangen til en personlig fortælling om pligtfølelse før, nu og i fremtiden. Der gives ingen enkle svar på, hvad pligten over for andre mennesker indebærer, og alligevel skal vi måske på få sekunder tage stilling til det.
Fortællingen Pligten bød varer en time. Lytning, eftertanke og samtale virker bedst med god tid og ro.
God fornøjelse.
Du kan også lytte til fortællingen på farten, i bil, bus eller tog:
BAGGRUNDSHISTORIER
Her kan du fordybe dig i steder, personer og begivenheder bag de fire fortællinger, som tilsammen danner historien Pligten bød.
Tryk på et af de fire fotos. Så får du baggrund og billeder
Hvide Sande
Lyngvig Fyr og Vesterhavet
Kirkegården og mindesmærket
Forliset og de efterladte
KILDER
Historien "Forliset - den 9.december 1951" har sin baggrund i:
Arkivmaterialer fra og samtaler med Kristen Mose Enevoldsen i perioden 2017 - 2019
Erindringsbogen om Kristen Mose Enevoldsen "Medløbende Sø" udgivet på Forlaget Lohse i 2008 af Anders Chr. Enevoldsen
Udstillingen i Fiskeriets Hus, Hvide Sande, om redningsudlykken
Hæftet "Hvide Sande 9. december 1951" udgivet af Holmsland kommune 2001. Hæftet kan lånes på biblioteket eller købes antikvarisk
Musikken til Pligten bød: When Laid To Rest af Patrick Rundblad
Kr. Mose Enevoldsens salmevers om ulykken:
En stormvejrsdag, det var hen under jul,
en søndag allerførst i adventstiden.
Vi sad i hjemmets ly, da kom der bud,
et skib var set, for stranding straks vi grued.
Mod redningsbåden straks vor hu da gik,
men kunne den mon klare søens brusen?
Et nødblus da igen vi så, og straks
blev kursen sat. Betænkningstid var ude.
Vor tanke gik til de der nødstedt var
på havet, og nu hjælpen snart var fremme.
De fik den, og igen blev kursen sat
mod havnen ind og de der vented hjemme.
Men da vi troede faren ovre var
og snart igen bag molens stærke sikring,
vor redningsbåd blev løftet op og skar
på tværs af søen og derefter kæntred.
De otte mand i båden alle brat
i søens kolde favntag blev udslynget.
Af otte tre i bådens køl fik fat.
De bjærged livet, skønt det var et under.
De fem derude, som gav livet hen
for andres frelse, havet gav som døde.
I graven hviler, men for de der tror
på Jesus Kristus vi igen dem møder.
Vor Gud har kaldt, men har vi alle hørt
hans kald og fulgt? Hvorfor skal vi vente
indtil vor sidste time? Tænk om nu
det er den sidste chance som vi henter.
Og derfor er det dig Guds Kærlighed
der gennem dette gerne os vil favne.
O måtte vi da alle stå beredt
og engang i Guds Himmel alle havne.
Al tekst, video og audio i dette album er
© 2018, Jens Peter Madsen & Storybox.dk.
Du kan frit linke og embedde, men
glem ikke at nævne kilden, tak.
